<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Skal familien træffe valget for dig

Skrevet onsdag d. 20. juni 2018

Ved din familie, hvad der skal ske med dine organer, hvis du uventet dør?
Det spørgsmål stiller ni foreninger i en kampagne med titlen ”Giv Livet Videre”, som sætter fokus på vigtigheden af at registrere sin holdning til organdonation. Kun hver femte dansker er tilmeldt donorregistret, selvom mere end 80 procent har tilkendegivet, at de går ind for organdonation. Det betyder, at mange familier til pårørende, der er erklæret hjernedøde, stilles over for et svært valg, når spørgsmålet falder på organdonation. Kampagnen vil derfor have danskerne til at tale om organdonation i familien og tage et aktivt valg.

Fra den 19. juni kan danskerne møde Nanna og fire andre pårørende til organdonorer. Deres historier om at miste et nært familiemedlem sætter fokus på problemstillinger omkring organdonation. I to film og en række fotomontager fortæller de deres rørende historier om at miste og leve videre.

Ni foreninger står bag kampagnen

”Vi ved fra pårørende til afdøde organdonorer, at det er vigtigt at have haft samtalen omkring organdonation med familien, mens man stadig kan”, siger Karin Riis-Jørgen, talsperson for de ni foreninger, der står bag kampagnen: ”Det er utroligt dejligt, at så mange foreninger med interesse i organdonationssagen har samlet sig omkring så vigtigt et budskab. Vi ved alle, at mange pårørende føler et stort pres, når de i sorgens stund over at have mistet, samtidig skal træffe et valg for eller imod organdonation på vegne af deres afdøde familiemedlem, når de ikke har talt sammen, mens de kunne”, fortsætter hun.

Næsten 500 personer stod på venteliste til et nyt organ i 2017. 32 døde på ventelisten i 2017 – en hver 11. dag. En del af dem kunne have været reddet, hvis flere havde været afklarede – og havde sat deres kryds i donorregistret.

Kampagnen kommer ud via eBoks

Foreningerne bag Giv livet videre har indgået et samarbejde med eBoks om at få kampagnens budskab ud til alle danskere.

”Det er meget vigtigt for kampagnen, at eBoks har sagt ja til at vise budskabet gennem deres mailsystem, så det rammer alle danskere. Det betyder, at kampagnens budskab kommer markant længere ud end via traditionelle kampagneflader”, siger Karin Riis-Jørgensen. ”Det er første gang, at eBoks indgår i et samarbejde af denne type. Samtidig viser det, hvilke resultater, vi kan skabe, når frivillige kræfter og offentlige instanser arbejder sammen om at sætte fokus på et vigtigt budskab”, slutter hun.

Udover eBoks vises kampagnens budskaber på hjemmesiden givlivetvidere.dk samt Facebook-profilen af samme navn. Begge steder møder man de pårørende i et spot samt et gribende ”director’s cut”, som besvarer flere af de oplagte spørgsmål, som mange danskere må sidde med, når de skal tage snakken med familien.

Fakta

Her registrerer du dig i donorregistret: www.Sundhed.dk/info/organdonation

374 patienter blev transplanteret med ét eller flere organer, heraf 282 af dem fra afdøde donorer

448 stod aktivt på venteliste ved udgangen af 2017

32 patienter døde, mens de stod på venteliste i 2017
Kilde: Scandiatransplant (data pr. januar 2018)

 

Foreningerne bag Giv Livet Videre:

Hjerteforeningen, Lungeforeningen, Leverforeningen, Nyreforeningen, Cystisk Fibrose-Foreningen, Foreningen 7Liv, Patientforeningen Alfa 1-Danmark, Hjerteforeningens Hjerte- og Lungetransplantationsklub og Lungeforeningens Netværk Nye Lunger.

Pressekontakter:
Karin Riis-Jørgensen, talsperson for de ni foreninger samt formand for Foreningen 7Liv, 4030 9816